Note
Du skal logge ind for at skrive en note
Modsætningerne mellem kolonisterne og den engelske kolonimagt blev skærpet i perioden efter 1763. I Boston kom det således i 1770 til et sammenstød mellem engelske soldater og en gruppe såkaldte frihedssønner. De engelske ”hummerrygge” åbnede ild, og fem amerikanere blev dræbt. Træsnittet forestillende ”Den blodige Massakre” blev spredt over hele landet og medvirkede til at ophidse til oprør. Kilde: Stik af Paul Revere ”Fils de la Liberté”. Her efter ”Histoire Universelle des Armees – Les temps modernes”, vol. 3
Modsætningerne mellem kolonisterne og den engelske kolonimagt blev skærpet i perioden efter 1763. I Boston kom det således i 1770 til et sammenstød mellem engelske soldater og en gruppe såkaldte frihedssønner. De engelske ”hummerrygge” åbnede ild, og fem amerikanere blev dræbt. Træsnittet forestillende ”Den blodige Massakre” blev spredt over hele landet og medvirkede til at ophidse til oprør. Kilde: Stik af Paul Revere ”Fils de la Liberté”. Her efter ”Histoire Universelle des Armees – Les temps modernes”, vol. 3

Efter den store kolonikrig mellem England og Frankrig 1755–1763 var hele den østlige del af Nordamerika engelsk. Kernen i dette koloniområde var de i alt 13 kolonier på østkysten, hvis indbyggertal i midten af 1700–tallet var vokset til hele 1,2 millioner. Hver enkelt koloni havde sit eget styre med en guvernør, der var udnævnt af den engelske regering, og en valgt forsamling, der havde ret stor medindflydelse, men der var ingen samlet repræsentation for kolonierne.

På flere væsentlige punkter var der modsætninger mellem moderlandet og kolonierne. Som alle andre kolonimagter var England stærkt interesseret i at opretholde et monopol
på handelen med kolonierne.  Derved støttede man engelske købmænd og engelske producenter, og man sikrede staten et grundlag for at opkræve toldafgifter. I princippet skulle alle importvarer til kolonierne udskibes fra engelske havne, og koloniernes mest eftertragtede eksportvarer – sukker, tobak, ris, pelsvarer, kobber – måtte kun udskibes til England. Desuden forsøgte England at begrænse eller helt forbyde kolonierne at producere varer, som engelske virksomheder solgte til dem. Det gjaldt f.eks. tekstilvarer og jernvarer. I 1750 forbød man f.eks. opførelse af højovne til udsmeltning af jern.

I virkelighedens verden var det dog umuligt for englænderne at håndhæve de skrappe handelsbestemmelser. Der foregik udbredt smugleri, ikke mindst mellem de 13 kolonier og Vestindien, og nogen historikere mener, at mange handelsrestriktioner slet ikke blev taget alvorligt. Den amerikanske jernindustri voksede f.eks. kraftigt i 1700–tallet, og englænderne accepterede salg af amerikansk jern i Storbritannien. Ikke desto mindre er det klart, at de mange begrænsninger, som blev vedtaget af parlamentet i London, virkede irriterende og provokerende på kolonisterne.

Et andet stridspunkt var forholdet mellem kolonisterne og indianerne. Den engelske regering forsøgte gennem sine guvernører at begrænse koloniernes ekspansion mod vest, bl. a. fordi denne ekspansion skabte konfrontationer med indianerne. Kolonierne mente på deres side, at den engelske regering ikke gav dem tilstrækkelig støtte imod  ”de vilde ”.

Modviljen mod at være underlagt kongen og parlamentet i London var voksende gennem 1700–tallet, og efter afslutningen på den store kolonikrig 1755–1763 udviklede modsætningerne sig til et regulært brud. Det var beskatningsspørgsmålet, der gav anledning til bruddet. Krigen havde kostet dyrt, og den engelske stat stod med en stor gæld, der skulle forrentes og afdrages. Ikke overraskende mente det engelske parlament og den engelske regering, at kolonierne burde være med til at betale denne gæld. Når alt kom til alt, kom sejren over franskmændene i høj grad dem til gode, og i England var skattebyrden meget højere end i kolonierne.

Kolonisterne reagerede imidlertid voldsomt mod ethvert forsøg på at pålægge dem skat. Slagordet var  ”no taxation without representation ”. Skat var noget, frie mennesker selv skulle bevilge regeringen, og ikke noget de kunne påtvinges. Det engelske parlament kunne ifølge dette synspunkt kun bevilge de skatter, det engelske folk skulle betale. Skattespørgsmålet gav anledning til uroligheder og sammenstød mellem engelske soldater og lokalbefolkningen. Englænderne gav flere gange efter for kolonisternes protester, men fastholdt principielt, at det britiske parlament havde myndighed til at lovgive for kolonierne.

Krise fulgte på krise, og i 1773 kom det til et brud. Den engelske regering havde givet det britiske ostindiske kompagni monopol på at indføre te til kolonierne, og da der ankom en stor ladning te til Boston, gik en flok kolonister ombord på skibet og smed ladningen i havnen. Det kaldes  ”The Boston Tea Party ”. Englænderne svarede igen med skrappe gengældelsesforanstaltninger over for Boston by, men de øvrige kolonier sluttede op om Boston, og dermed brød konflikten mellem moderland og kolonier ud i lys lue.

Bag bruddet lå en grundlæggende forandring i de nordamerikanske borgeres selvforståelse. De første hundrede år havde indvandrerne og deres efterkommere opfattet sig som englændere eller skotter, bosat i en nordamerikansk koloni. De havde også set sig som indbyggere i en bestemt koloni – som f.eks. Massachusetts, Virginia, New York. De 13 kolonier var imidlertid vidt forskellige med hensyn til økonomi, social struktur og religiøse forhold, og der var intet fællesskab mellem kolonierne, ingen fælles institutioner, så der var ikke nogen fælles  ”nordamerikansk ” bevidsthed. I løbet af 1700–tallet ændredes selvforståelsen hos tredje-, fjerde-, femtegenerationsindvandrerne. Betydningen af tilhørsforholdet til den engelske krone svækkedes, og en bevidsthed om interesse- og skæbnefællesskab med de øvrige kolonier voksede frem. Stadigvæk havde man dog brug for England til at yde beskyttelse mod indianerne og franskmændene, men da Frankrig efter 1763 var væk fra det nordamerikanske kontinent, forsvandt beskyttelsesbehovet. Indianerne kunne kolonisterne selv klare.

Tidstavle

Note
Du skal logge ind for at skrive en note

Arbejdsspørgsmål

  1. Hvilke interessemodsætninger var der mellem de nordamerikanske kolonier og det britiske moderland?
  2. Var briternes politik provokerende over for kolonierne? Var kolonisternes adfærd provokerende over for briterne? Inddrag evt. kilderne om amerikanernes protester.
Note
Du skal logge ind for at skrive en note